Quantcast
Channel: Северные Земли - Дания
Viewing all articles
Browse latest Browse all 10

Afrikansk liebhaverhus med det hele - og lidt til (домик в Африке - мечта Слона)

$
0
0


Sommerboligen er gennemtænkt på alle måder. Det har f.eks. højttalere både ude og inde, lysdæmpning over alt, solafskærmninger de rigtige steder og overdækning af pools, som man kan gå på. Konstruktionen af huset er lavet uden indvendige vægge til at bære taget. I stedet bærer søjler og 2,4 ton stålbeslag taget. ( Niels Åge Skovbo, Fokus Foto )

***

Charlotte og Mads Viuff forlod Danmark for at skabe en ny og meget anderledes tilværelse i Cape Town, Sydafrika. 16 år senere har de fire børn, en karriere i ejendomsbranchen og et liv, som de fleste kun drømmer om.

Det er en overvældende udsigt til bjerge, golfbane og lagune med pelikaner og flamingoer i vandkanten, der møder en, når man træder ind i Charlotte og Mads Viuff sommerbolig på 650 kvadratmeter på Arabella Country Estate i Kleinmond, som er halvanden times kørsel fra Cape Town i Sydafrika.

Det undrer derfor ikke, at Charlotte og Mads Viuff blev forelsket i Arabella. Faktisk blev de så glade for stedet, at de flyttede permanent dertil og boede der i fem år, inden de i 2007 rykkede ind i et nybygget hus på 450 kvadratmeter i den eksklusive forstad Constantia lige uden for Cape Town. De flyttede pga. børnenes skolegang og fritidsliv, hvor der er langt flere muligheder i storbyen.

I alle skoleferie rykker de ud til sommerboligen, hvor livsstilen er afslappet, luksus er en naturlig del af hverdagen, og der er et væld af muligheder for aktivitet. En af Sydafrikas bedste 18-hullers golfbane er lige uden for vinduerne, og man kan ride, sejle i kano, spille tennis og benytte faciliteterne på det store luksushotel.

Henover julen og nytåret er der syv ugers sommerferie fra skolen, og alle uger er familien i deres sommerbolig.

»Det vrimler med børn og næsten alle huse er fyldt op i den ferie, som vi kalder sommerferie, fordi her er varmt, når der er koldt i Danmark. Til forskel fra livet i Cape Town kan vi bare slippe børnene løs. De kan selv cykle rundt, og her føler man virkelig, at man kan ånde og leve frit, siger Charlotte Viuff.

»Der er ikke mange steder i Sydafrika, hvor du kan lægge dig til at sove om aftenen uden at låse dørene. Men det kan man på Arabella, hvor alt er meget trygt,« supplerer Mads Viuff.

Familien Viuff tilbringer også altid en lang sommerferie i juli i Danmark.

»Ferien i Danmark er vigtig, dels besøger vi familie og venner, dels bliver børnene opdateret på det danske sprog, og vi vil gerne bevare tilknytningen«, siger Charlotte Viuff. Familien har dog ikke umiddelbart planer om at vende tilbage til Danmark.

Da Charlotte og Mads Viuff havde fået bygget deres eget hus på Arabella og hørte, hvad naboen solgte sit hus for, besluttede de at investere i flere grunde. En beslutning, som efterfølgende gav meget arbejde til dem selv og cirka 130 håndværkere, men samtidig en meget klog beslutning. Foreløbig har de gennem deres firma Maxabella bygget 22 luksusboliger.

Alle huse sælges fuldt møbleret og udstyret og med nyanlagt have. Høj kvalitet og en stor grad af luksus i boligerne har tiltrukket en kræsen skare af kunder. De har fortrinsvist solgt boligerne ti englændere, irere og tyskere, men også lokale sydafrikanere. På Estaten er der også få norske familier, men ellers er Skandinavien ikke stærkt repræsenteret.

Det lå ikke lige i kortene, at Charlotte og Mads Viuff skulle gå ind i byggebranchen. Da de traf hinanden i København i 1992, var Mads i it-branchen og Charlotte lige færdig i USA med en MBA.

De blev enige om at prøve lykken i Sydafrika. Dog var der stadig efterdønninger efter apartheid at slås med, og parret ventede derfor med at rejse til efter det første demokratiske valg.

De etablerede et it-firma i deres nye hjemland og skabte en niche på det sydafrikanske marked, som hungrede efter ekspertise udefra. I 1998 fik de imidlertid et godt tilbud på it-virksomheden, som de ikke kunne afslå.

Efterfølgende tog Charlotte og Mads nogle år som »pensionister«, inden de kastede sig ud i byggeri af luksusboliger.

»Vi er nok ikke så bange for at skifte branche, og så arbejder vi rigtig godt sammen. Vi har altid haft en drøm om at bygge huse,« siger Mads, som dog understreger, at det kræver stor tålmodighed at være i byggebranchen i Sydafrika, for tempoet er ikke det samme som i Danmark.

Deres egen sommerbolig er gennemtænkt på alle måder. Det har f.eks. højttalere både ude og inde, lysdæmpning over alt, solafskærmninger de rigtige steder og overdækning af pools, som man kan gå på. Konstruktionen af huset er lavet uden indvendige vægge til at bære taget. I stedet bærer søjler og 2,4 ton stålbeslag taget.

Huset er nærmest gennemsigtigt. Allerede når man kommer til indgangspartiet, hvor man først passerer en gangbro hen over swimmingpoolen, kan man se tværs gennem huset, hvor golfbanen og lagunen åbenbarer sig. De fire forskudte plan i boligen gør rundturen til en oplevelse.
»Det var svært at bygge og tog lang tid. Men det var sjovt,« siger Mads Viuff med en vis stolthed i stemmen over, at det lykkedes.

Boligen er meget skandinavisk, og netop det har været vigtigt for parret.

»Vi kan lide den skandinaviske enkelhed og har en klar holdning til, at indretningen aldrig må konkurrere med udsigten. Der skal være lys og luft, så man får det fulde view fra alle hjørner af huset,« siger parret.

Selv når man sidder på toilet, har man udsigt til lagunen, og fra spabadet ser man direkte ud til hul nr. 18 på golfbanen.

»Når vi begynder et nyt byggeri handler det rigtig meget om planlægning. Ud over indretning af boligen, skal man også her på Arabella tage hensyn til en kraftig vind og den brændende sol, samtidig med at man udnytter den fantastiske udsigt,« forklarer Mads Viuff.

»Derfor bruger vi altid meget tid på at visualisere os ind i huset og være på grunden på mange tider af døgnet. Det er for svært og koster for meget at lave noget om bagefter. Alt skal være gennemtænkt, når folk køber deres drømmevilla,« supplerer Charlotte Viuff.

Der er hele vejen igennem brugt organiske materialer som sten, granit og marmor, og så er der tilsat et strejf af afrikansk varme i form af interiør. Gulvene er bambus, og alle låger er i teak. »Vi elsker duften af træ,« siger Mads Viuff, som selv har været rundt og finde materialerne, f.eks. teaktræ på Java, marmor i Indonesien og fliser i Indien.

»Jeg synes, det er rart at vide, at f.eks. alle håndvaske er håndlavet af en familie på Java, for dermed får de en historie i og med, at jeg har drukket te med familien,« siger Mads Viuff, og hans kone supplerer:

»Det er også vigtigt for os, at det er materialer, der kan ånde. Mange ville måske have valgt et køkken med højglanslåger. Men for os passer det bedre med træ, selv om lågerne bliver skæve, fordi træet arbejder. Men det gør ikke noget. Alt skal ikke være perfekt,« siger Charlotte Viuff.
Det kan godt være, lågerne er blevet lidt skæve, men det ændrer ikke på, at sommerboligen ved hul nr. 18 er det tætteste, man kan komme på en perfekt og gennemtænkt bolig med en uimodståelig udsigt.

Af Mette Swartz
Fredag 11. februar 2011
http://www.fri.dk/bolig/afrikansk-liebhaverhus-med-det-hele-og-lidt-til


Viewing all articles
Browse latest Browse all 10

Latest Images

Trending Articles





Latest Images